Teilumbygningen
Ombygning og renovering af Afsnit 54-4-4 på Rigshospitalet.
BYGHERRE
Region Hovedstaden
YDELSESPERIODE
2018 – 2020
AREAL
365 m2
ANLÆGSSUM
12 mio. kr.
ENTREPRISEFORM
Hovedentreprise
ROLLE
Totalrådgiver
SAMARBEJDSPARTNERE
Spangenberg & Madsen A/S (Vent, VVS og EL)
AB Clausen A/S (KON)
Teilumbygningen er opført i 1975. Teilumbygningen blev opkaldt efter den danske patoanatomi, kræftforsker og professor i patologisk anatomi, Gunnar Teilum, af Københavns Universitet og huser i dag Patologisk Anatomi og Retsmedicinsk Institut. Dele af Patologisk Anatomi har tidligere haft laboratoriefaciliteter i Michaelsenbygningen, som skal nedrives ifm. opførelsen af det nye byggeri, Børneriget.
Laboratorierne i Michaelsenbygningen bruges af Patologisk Klinik og består hovedsageligt af et klassificeret laboratorium for Prionsygdomme, samt et øvelaboratorium, hvor medicinstuderende kan få praktisk erfaring. Disse laboratorier placeres nu i Afsnit 54-4-4 på 4. etage i Hovedhuset i Teilumbygningen, hvor Patologisk klinik i forvejen disponerer hele 4. etagen. Dermed samles laboratorierne for Patologisk klinik, hvor de mange funktioner nu kan indgå som en integreret del af dagligdagen på Patologisk Klinik.
Projektet omfatter ombygning og renovering af eksisterende kontor- og laboratorieareal på etage 4 i Teilumbygningen. Etagens arealer ombygges til lokaler for Patologisk Klinik. Arealerne omfatter åbne og lukkede lokaler for modtagelse, et nyt laboratorieafsnit, skærerum, rum for skærerobotter, nyt prion laboratorium med tilhørende sluse, øvelaboratorium, rum for oplægning af glas, cytologilaboratorium, mikroskopirum, samt et nyt teknikum.
Der er fokus på en god indretning af rummene samt på forbedring af dagslysforholdene i det gennemgående gangområde. Nye glasdøre samt vinduespartier over dørhøjder vil give mere lys til den eksisterende noget mørke gang og vil give indkig og gennemsigtighed til de nye laboratoriefaciliteter i rummene.
Desuden tilføjes et nyt ventilationstårn, der både skal servicere laboratorieombygningen på etage 4, samt sikre at bygningens laboratoriefunktioner i fremtiden har tilstrækkelig ventilationskapacitet. Nye ventilationsaggregater placeres på tagetagen og der forberedes for yderligere udvidelse af ventilationskapaciteten.
Udformningen af det ny ventilationstårn, optager de eksisterende horisontale og vertikale linjer, der tydeligt fremgår i facadeopdelingen på Teilum. Tårnet forholder sig til husets modul og er placeret tilbagetrukket fra bygningens lange facade. Tårnet udføres som stålkonstruktion med perforerede aluminiumsplader i en gylden farve, der matcher de eksisterende farver i de sandstenstilslagende facadeplader.