AAU: Revitalisering af Fibigerstræde 2

Aalborg Universitet – Transformation og revitalisering af samfundsvidenskabeligt institut.

BYGHERRE

Aalborg Universitet
Universitets- og Bygningsstyrelsen

YDELSESPERIODE

2011 – 2013

AREAL

3.500 m2

ANLÆGSSUM

20 mio. kr.

ENTREPRISEFORM

Hovedentreprise

ROLLE

Totalrådgiver

SAMARBEJDSPARTNERE

Rambøll A/S

Projektet er en del af en større intern rokade af samfundsvidenskabeligt fakultetets bygninger og omfatter udarbejdelsen af en ny Helhedsplan for Fibigerstrædeområdet, samt en omfattende analyse af universitetets muligheder for en revitalisering af området. Projektet tager udgangspunkt i brugernes behov og ønsker samt en analyse af de eksisterende forhold. Dall & Lindhardtsen A/S var i 1976 arkitekt på udviklingen af helhedsplanen og byggeriet for Fibigerstrædeområdet.

Revitaliseringens formål er at skabe en bedre og mere nutidig organisering af funktioner og rum samt mere nutidige læringsmiljøer.

De syv bygninger i Fibigerstrædeområdet repræsenterer et helt særligt afsnit af den danske velfærdsarkitektur og danske uddannelsesbyggeri, bl.a. fordi det er et af de eneste ”tæt-lave” universitetsbyggerier i Norden. Bygningerne er udformet over et modul på 2,4 m. og består af flere enheder, der er bundet sammen af overdækkede gangarealer og samlingssteder. 

Ved revitaliseringen på Fibigerstræde 2 deles bygningen funktionsmæssigt i to dele – ét studieområde primært for de studerende og én administrativ del for ansatte, heriblandt lærere og forskere. De to dele samles af ankomstområdet, hvor også seminarrum til undervisning er placeret.

Studieområdet åbnes indadtil med større sammenhængende arealer, rum sammenlægges, vægge ændres til glasvægge og der udføres nye ovenlys i alle rum. Gennem en nyetableret lysgård, samt en åbning til den eksisterende kælder skabes visuel forbindelse mellem oppe og nede, samt mellem ude og inde. Herved gives plads og rum til moderne studiemetoder og undervisning. De nye rum skaber mulighed for samarbejde og møder af forskellig karakter.

I den administrative del er ligeledes skabt en større åbenhed, samtidig med at behovet for private administrations- og forskningszoner er tilgodeset. Her sammenlægges kontorer til større, lysere rum og en ny frokoststue samt nye møderum etableres. Der udføres nye ovenlys og i flere kontorer erstattes et tidligere blænd parti af et vindue, så der skabes visuel forbindelse mellem gang og kontorer.

Alt i alt skabes en mere ‘gennemsigtig’ bygning med gode dagslysforhold, samt bedre overskuelighed og sammenhæng, som understøtter et fleksibelt og nutidigt lærings- og undervisningsmiljø

Velfærd
Fællesskab
Kulturarv

Brug for en hjælpende hånd?

Brug søgefunktionen nedenfor.

Søg