Kirkebjerg Børnehus
Ny bæredygtig daginstitution til 180 vuggestue- og børnehavebørn.
BYGHERRE
Brøndby Kommune
YDELSESPERIODE
2022 – 2024
AREAL
2.000 m2
ANLÆGSSUM
55 mio. kr.
ENTREPRISEFORM
Totalentreprise
ROLLE
Arkitektrådgiver
SAMARBEJDSPARTNERE
Jönsson Entreprise
Aksel V. Jensen Rådgivende Ingeniører
Urbanlab Nordic
I forbindelse med omdannelsen af bydelen Kirkebjerg har Brøndby Kommune erhvervet arealet Elementfabrikken 7, som bl.a. skal anvendes til opførelse af en nye daginstitution.
Kirkebjerg Børnehus forventes at huse 180 børn, fordelt på 4 vuggestuegrupper og 6 børnehavegrupper. Børnehuset skal DGNB-certificeres til guld.
Kirkebjerg Børnehus er udpeget som en profilinstitution med fokus på områderne: idræt, bevægelse og kulturelle udtryksformer. En profilinstitution betyder at institutionens børneliv tilrettelægges pædagogisk ud fra et overordnet tema, som skal understøttes af medarbejdere med viden og særlige kompetencer. Bygningen og udearealet skal indrettes til at skabe rammer for at temaerne kan udfolde sig i børnenes hverdagsliv. Ønsket er at de tre temaer: idræt, bevægelse og kulturelle udtryksformer, skal danne grundlag for det pædagogiske arbejde i institutionen efter ibrugtagning. Det er derfor vigtigt at bygningen og naturen omkring er understøttende for pædagogikken. De tre temaer er en integreret del i både bygning og udearealer.
De fysiske rammer tilgodeser både behovet for vilde og stille aktiviteter, der er et stort fokus at der skal være plads til at indgå i forskellige typer af fællesskaber. Man skal kunne trække sig tilbage og finde et sted, hvor man kan være i ro, helt alene. F.eks. en niche, hvor man kan læse eller bare sidde lidt i fred, og se med fra sidelinjen. Der er rum og plads til at dyrke de nære relationer og venskaber og være sammen i mindre grupper, men også til at dyrke det større fællesskab i større grupper, som del af hele institutionen.
Børnehuset opføres i to etager. Facadens fremspring og tilbagetrækninger give bygningen et legende og lettere udtryk. Der er i lokalplanen krav om at facaden skal udføres i røde teglsten. På en del af facaden skal der arbejdes med et mønstermurværk og farveskift i mørtel. Konceptet for bygningen er en muret skal mod pladsen, og et blødere indre med træfacader og store glaspartier, som åbner sig op mod legepladsen på den anden side af bygningen.
På den måde skabes der en god forbindelse mellem ude og inde. Kirkebjerg Børnehus opføres i robuste og holdbare materialer, som patinerer flot og giver varme og sanselighed. Byggeriet skal kunne redegøre for, at det har gode, synlige og bæredygtige løsninger. Det gælder eks. valg af materialer og valg af tekniske løsninger mv.
